Bostedet Aars er nyopført og opleves som sammenhængende, imødekommende og som et oplevelsesrigt boligområde
De fysiske rammer danner en hensigtsmæssig ramme om borgernes liv og om den indsats, der ydes i henhold til borgernes behov. Borgernes lejligheder kan indrettes fleksibelt efter den enkeltes borgeres behov og ønsker, eksempelvis som et stort opholdsrum eller med stue og soveværelse. Der er køkkenfaciliteter og handicapvenlige toilet og badeforhold i hver lejlighed.
Alle lejligheder har direkte adgang til fællesareal med spise- og opholdsfaciliteter. De fysiske rammer inde og ude er skabt med henblik på at skabe rum, der giver mulighed for sociale fællesskaber og mødesteder samt mulighed for tilbagetrækning fra fællesskabet.
Opholdsarealer giver muligheder for både at være en del af det sociale fællesskab eller være solo i fællesskabet. Udearealerne er opført som et landskabsrum, der samler hele byggeriet omkring gårdhaver og stiforløb, der kan fungere som møderum på tværs af borgere og borgere fra byen.
De tilhørende udendørs aktiviteter er bålplads, Basketball område, Petanque bane samt amfiscene. Alle borgere har adgang til et fælleshus med plads til samtalerum, cafe, værksted samt musikrum. Her kan der også inviteres til fællesaktiviteter sammen med byens borgere og borgere fra andre botilbud.
Huset består af fire enheder med ti til elleve boliger i hver enhed på størrelse mellem 51,4 m2 og 41,5m2, hvoraf ti boliger er placeret på første sal. Der er tale om nybygget tilbud med 41 selvstændige og tidssvarende lejligheder. Der vil ved visitation af nye borgere være et særligt fokus på, at der er match til de øvrige borgere i det afsnit, hvor der er en ledig bolig.